Skrevet af: A.H. – 2023/6
DEJLIGE DANMARK
BLOKHUS – SKAGEN
Strandbadning i 1800 – 1900-tallet.
Jeg sidder supergodt placeret lige over for Skagen Stationsbygning på Skagen Hotel. Det hele er let. Mine tanker forsvinder fra den virkelighed, jeg befinder mig i. Enkelt og ligetil forstiller jeg mig, at damplokomotivet fløjtende ruller ind på Skagen Station med nye sommergæster.
Det hele oser af historiske perspektiver – mine tanker er i nostalgiens verden, hvor jeg får det hele vendt om – og hvorfor ikke – det skal ikke være så tamt eller kedeligt. Jeg er jo i nobiliteternes verden. Året fortæller mig, at jeg befinder mig i yderkanten af kunstnerkolonien af Skagensmalere.
Tanker til historiens vingesus
Ja, det er lidt mærkeligt at starte en historisk historie på den måde, men det er min oplevelse hver gang, jeg besøger Skagen Hotel, at mine tanker dumper tilbage til damplokomotivets tid som fløjtende ruller ind på Skagen Station – Her starter faktisk historien om, at vand kan man også bade i – lidt mærkeligt for os i dag, som bare kaster os i havet med eller uden tøj.
Men dengang var der morale og etik at tage hensyn til før man tog tøjet af, og det var en krænkelse af den hellige samfundsorden, hvis kvinderne viste bare arme eller ankler. En masse regler, der lå i datidens kultur, skulle overholdes, og det endda før den badende var blevet våd.
Ærbar badepåklædning
Det handlede i første række om at skærme kvinderne for mændenes nysgerrige blikke. Princippet i datidens begyndende badning var fra starten, at badepåklædningen ikke måtte være mindre ærbar end den, der blev vist på landjorden. Det vil sige at badepigerne var iført badesko, badesokker, folderige badebukser fra livet til under knæene, en overdel med krave og borter, og nederdel af forskellige længder, altid under knæene og ofte ned til anklerne. Når kvinder gik i vandet med denne påklædning, bredte nederdelen sig ud som et telt. Den var så tung, at den ikke egnede sig til svømmeøvelser. Det blev mest til lidt ben plask i vandkanten og måske en enkelt dukkert.
Datidens badeliv gav anledning til mange moralske problemer
Ak – Ja. At gå i vandet dengang var meget besværlig. Moralen på det tidspunkt krævede, at det meste af kroppen var tildækket, men selv med en tækkelig badedragt var det problematisk at vise sig i badetøj. Problemet med mændenes nysgerrige blikke løste man i første omgang med de berømte transportable badehuse, der ved hjælp af heste blev trukket ud i vandet. Badehusene blev brugt til omklædning og havde en dør ud mod vandet og en lille trappe, man kunne gå ned af. De badende kvinder kunne derefter, mere eller mindre ugenert, hoppe i vandet og tage sig et forfriskende bad. Når badet var færdigt, blev de kørt ind igen. Moralen var også, at når damerne badede, var det god skik, at herrerne ikke nærmede sig, men holdt en passende afstand.
Badekonens job var at passe badevogne på stranden
Badehusene som blev brugt til omklædning, blev passet af datids badekoner, man mener, at det var hendes opgave at holde styr på bestilling af tid i badevognen, derudover, at hun også har taget sig af badetøj, fået det vasket og tørret. På bade vognen hvor hun holdt til, var der ophængt en tavle, hvor man kunne aflæse områdets lufttemperatur, vandtemperatur og ikke mindst vindretning, alt var skrevet med kridt og kunne rettes efter omstændighederne.
Nye tone – Bademoden skifter
Efter århundredeskiftet blev kvindernes badedragt lidt mere afslappede – den løftede moralske pegefinder faldt en lille smule, men det var stadig et moralsk problem, da den ”ud-i-et-badedragt” blev præsenteret på de danske strande. Alligevel kom der små indrømmelser fra de nysgerrige herrer, at det var et smukt syn at se en ung, velskabt kvinde blive ét med det våde element, og den nette badedragt klistrede til kroppen og afslørede mere i våd tilstand.
Første verdenskrig blev på en måde et skel mellem gammelt og nyt, omkring 1920 kom det på mode at være solbrændt, og man tog solbad på den offentlige strand og gik i vandet. Kropsforskrækkelsen var på retur, og kvindernes badedragt blev figursyet med udskæringer for og bag og uden lange ærmer og ben.
Uha og ja. Krænkelse af den hellige samfundsorden
Jeg vil lige have denne lille sag med, som er fra 1923, hvor der blev rejst sag mod lyrikeren J. Anker-Paulsen på grund af hans digtsamling ”I badedragt”. Han blev kendt skyldig, og han blev først idømt 14 dages ”simpelt fængsel”, hvorefter straffen ved landsretten blev nedsat til en bøde på 300 kr. Konfiskationen af digtsamlingen blev opretholdt. Set med nutidens øjne var det en uskyldig bog med udtryk som ”den myge lænd” og ”de dirrende, bløde bryster i al deres modne fylde”. Det var en lidt for stærk tekst for datidens anklagemyndighed og politi.
De historiske billeder fra 1900-tallet er venligst udlånt af Løkken Lokalhistoriske Arkiv. Dertil kommer modelbilleder fra nutiden – Copyright