Det var ikke, fordi jeg var for lille! Jeg fik bare besked på, at jeg ikke var høj nok – mine tanker om at komme ind ved garden var vupti – væk. Jeg var ellers født det rigtige sted med mange nationalfølelser.

Sønderjylland var stedet. Jeg kunne jo med et meget stort smil og med et glimt i øjet nævne, at andre steder var efter min mening tilflyttere, men jeg må lige komme med en lille tillægsbemærkning eller nærmere tilståelse. Selvfølgelig har jeg været i hovedstaden i mange år. Bevares. Det var nok i den tid, jeg fandt det naturligt at blive garde – stå på vagt – blive national, udvikle mine følelser for det danske. Ja hvem ved.  Måske kunne jeg blive en ny Herman Bang – ikke fordi jeg ville skrive som Herman Bang.

Herman Bang var ellers efter min mening meget national, men de ord og sætninger, han havde flettet sammen i sine bøger, var lige i overkanten af min forståelse. Herman Bang var god nok men at læse flere sider lige efter hinanden var lige i overkanten. Det var bedre med hans noveller hvor han mestrede at skaber stemningsbilleder, beskrive relationer og begivenheder uden at fortolke.

Historisk belæring

Det var godt nok forbavsende, men det var en lille opdagelse jeg blev klogere af i min faren rundt i det sønderjyske. Jeg kom til super dejlige Ribe.  Jeg var godt kendte i byen og havde overnattet der flere gange. Byen blev efter min mening holdt i live af ”jernlungen” altså ”Kammerslusen”

Ribe er en by med historiske værdier og nabo til vadehavet. Domkirken ligger midt i byen og allerede flere kilometer fra Ribe tårner domkirken sig op i horisonten. Men det var ikke lige det, der blev min overraskelse. Det var en irettesættelse på en lokal cafe med kaffe og dejlige kager, hvor jeg bestilte en sønderjysk kage.  Desværre, sagde ekspeditrisen – du kan få en dansk kage.

Forklaringen er rent historisk ganske enkel.  Problemet var, at min historiske kæde var hoppet af, og jeg måtte sluge en mindre belæring af den unge ekspeditrise fra kaffe- og kagehuset i Ribe, som kendte sin by og dens historie.

Efter nederlaget i 1864 blev Kongeåen en del af grænsen mellem Danmark og Tyskland. Og rigtig nok har Kongeåen sit udløb nord for Ribe, men grænsen gik fra 1864 til 1920 – 5 km syd for Ribe og derefter i en kurve mod nord ca. 5 km øst for Ribe, hvor den ramte Kongeåen, som den fulgte indtil syd om Vamdrup. Her fortsatte den mod øst til Lillebælt, lige nord for Christiansfeld.

Ribe forblev altså på danske hænder i hele den periode.

Bevidst om vores landsdel

Nationalfølelse og selvværd har jeg masser af, selvom min hovedstad ”Sønderborg” på Als oplever lidt af en tilbagegang – flere tomme forretningsvinduer vidner om, at kundegrundlaget ikke er som det har været, og desværre,  meget desværre, må jeg erkende, at det at bo i Udkantsdanmark har sin pris. Selv om landsdelen måske mister unge til storbyerne, fornemmer jeg som sønderjyde, at landsdelen har det med at vokse med en helt anden styrke.

Vi er som vi er og bevidste om vores landsdel og den danskhed, som det indebærer: at passe godt på vores grænse mod syd. Nu skal jeg ikke begynde at pille i det rent historiske – men som sønderjyde og med familiemedlemmer, der var i den danske brigade under den 2. verdenskrig, kan jeg godt føle mig lidt stolt over det historiske ansvar, vi i landsdelen har påtaget os gennem tiderne.

Overset og udplaceret

Derfor kan det også være en smerte at blive udplaceret. Måske nærmere lidt overset, når hovedstaden på Sjælland maler med den store pensel. En fornemmelse af, at der mangler mellem nuancer i forhold til landområder, træder klart frem.

Som jeg nævnte, har det nok ikke forbigået landbefolkningen, at unge mennesker efter endt skoleuddannelse, forsvinder til større byer for at læse videre. Tætheden i lokalsamfundet forsvinder langsomt – og så kan man spørge sig selv hvordan det kan lade sig gøre. Lille Danmark har kun 5,8 millioner indbyggere og lidt til. Skal de ikke samles i stedet for at spredes?  Ak ja, vi kan ikke give Kongeåen skylden – men det ville være lettere.

En tilståelse mere

Men kære læsere. Nu ingen lokal panik. Jeg har en lille tilståelse mere – jeg er godt klar over, at Danmark er fyldt med små forskellige hyggekroge, der indeholder spændene egnshistorier, som er krydret med smukke varierende dialekter som sønderjysk. Det er den ekstra charme, vores land indeholder og som gør vores land stort.