EN NAT PÅ DEN LUKKEDE

Med et drønende brag ryger jeg i gulvet, griner fjoget, prøver forgæves at rejse mig, men benene vil ikke lystre Hvad laver jeg?

Skidefuld, lyder det enstemmigt fra omgivelserne. Med dyb forundring over deres anklage, prøver jeg at fortælle, at jeg bestemt ikke er fuld. Det er mit første selvmordsforsøg.  Hvordan forklarer jeg den bande af umuliusser, at det ikke er øller – men for mange piller, jeg har spist.  Der er ingen ting, der vil stå stille – drønende ryger jeg i gulvet igen.

Fortabt og alene

Uklare fornemmelser af skiftende omgivelser får mig et øjeblik til at føle mig betydningsfuld. Hvide kitler, et lige så kridhvidt ansigt uden for den halvcirkel, der er dannet omkring mig, er det sidste jeg opfatter, før de med en sikker rutine jager en slange ned i halsen på mig. Min anden virkelighed er begyndt.

Fliserne på badeværelset

Det ligner et badeværelse. Er jeg ved at dø?  Har den kæmpe slange virkelig været forgæves nede i halsen?  Alle dem der skal dø, bliver anbragt i hospitalernes badeværelser. Nu ingen panik. Damen i den hvide kittel sagde jo, hun kom igen. Jeg må have afklaret denne lille misforståelse, som er opstået. Bare jeg ikke var så svimmel. Jeg må prøve at stille problemerne op. Hvad var det, jeg havde gjort? Drukket for mange øller -nej – spist for mange piller – men hvorfor? Min tankerække når ikke længere, før min hvidkitlede dame igen optræder på arenaen.

Hvad kender jeg til den lukkede afdeling? Det er noget med sindssygdomme, ting jeg ikke har hørt meget om eller kender til. Alligevel ligger jeg her. Det hele er jo en kæmpe misforståelse. Normale mennesker går ikke fra den ene dag til den anden og bliver skør og indlagt på den lukkede afdeling. En snigende tanke begynder at brede sig om alt, hvad der har forbindelse med sindssygdomme, skizofreni og psykopati. Hvad findes der ellers? – Ligegyldigt hvad der er sket, bliver jeg ikke på denne afdeling. Mig sindssyg? De er splittergale.

Hønseægget

Jeg har en beroligende pille til Dem, sagde sygeplejersken.  – Endnu engang er jeg blevet overrumplet. Jeg glor bestyrtet på et halvt hønseæg, kigger op i et venligt ansigt, for at få tilkendegivelse på at hønseægget er til mig – nu skal jeg komme med lidt vand!

For mig gerne en spand vand.

Min intelligente vittighed er totalt spildt. Stadigvæk det venlige smil og forstående øjne. Men min nuværende forplumrede tankegang siger tak, jeg glor en ekstra gang på kæmpepillen, tager en dyb indånding, sluger hønseægget med vandet langsomt drivende ned ad hagen. Jeg har på fornemmelsen, at den venlige sygeplejerske ikke vil forlade mig før hønseægget med et klart bump, har nået mavesækken – Det var godt. Nu får De det meget bedre. Sygeplejersken i hvidt forsvinder ud gennem den slagteriagtige dør med det bestemte lille klem.

Er det den fiktive virkelighed?

Lige så stille og behageligt som jeg var drevet ind i søvnen, vågnede jeg med en behagelig følelse i kroppen af velvære. Hønseægget havde bestået sin prøve.

Vi er alle sammen tossede en gang imellem – er det en oplevelse, vi alle kan komme ud for – og er det virkeligheden, som er beskrevet – kan det opleves på denne måde – eller findes der en helt anden virkelighed?

Billederne er illustrations foto af Middelfarts Psykiatriske hospital et af mange, som ligger i Danmark – og har intet med artiklen at gøre.