Skrevet af: A.H. – 2024/9
VELKOMMEN TIL BARNETS VERDEN
En formiddag på Herfølge Børnebibliotek
En ny verden begynder at åbne sig, når man bliver født. Man ved det bare ikke. Men når lyset og larmen fra omgivelserne rammer en for første gang, er det begyndelsen på ens dannelsesrejse. Det er en begyndelse, man kunne flippe helt ud over, nok fordi man ikke fatter en brik af, hvad der nu sker. Man har med sit første hyl gjort forældrene opmærksomme på, at alt er ok og man trænger til et lille pusterum, før livet begynder at accelerere.
Ja og hvad så nu? Vi er nødt til at rulle et år længere frem i forløbet – for at komme i berøring med ordet dannelse. Alle ved, at vores børn er og bliver vores kæreste eje. Som nyt forældrepar har vi sikkert det ønske at forme vores barn eller børn lidt bedre, end vi selv blev formet. Vi har tænkt situationen nøje igennem. Tidsalderen har skabt forandringer, og der er opstået nye muligheder for ens børns videreudvikling og sociale dannelsesprofil.
Duft af nytænkning
Man kan på ingen måde udvikle en karakterdannelse alene, fordi det er i med- og modgang med andre mennesker, at vi mennesker får erfaring og erkendelse, der gør os klogere på os selv, selvom vi befinder os i børnehøjde.
En af de fornemmeste opgaver som begyndende forældre er at understøtte sit eget barn ved at vise, hvordan man står ved sig selv,
Derfor bliver man også glad i låget, når man i barnets første leveår besøger et af de mange forskellige børnebiblioteker. En duft af nytænkning følger en, når man træder ind og oplever, at møbler og reoler befinder sig i forskellige børnehøjder. Lidt for kravlende, mellemstore eller lidt ældre børn. Selv vi forældre føler os velkommen i de mange tilbudsvariationer, et børnebibliotek indeholder.
Aktivt drejnings punkt
Lad det være indledningen på barnets første oplevelsesrejse, som selvfølgelig består af forskellige rollemodeller, som barnet kan spejle sig i. Den måde, barnet udvikler sit jeg på, er ved at hente forbilleder fra sine omgivelser og indbygge dem som en del af sin egen jeg-funktion. Derfor er der behov for at sikre børn lige adgang til varierende kvalitetsorienterende tilbud. Der er brug for et aktivt drejningspunkt i alle børns hverdage, som indeholder oplevelser og viden i rum, der spiller sammen. Børn skal have adgang til bibliotekstilbud, der hvor de færdes i dagligdagen.
Børnebiblioteket er selvfortællende
Hvis børnene skal opleve at være en del af en troværdig kultur, skal de kunne høre og se det.
Det kunne være de indgange og den udvikling, som moderne børnebiblioteker tilbyder. Børnebiblioteker er vores ældste kulturinstitution for børn. Siden de første børnebiblioteker slog dørene op for car 100 år siden, har danske børn brugt bibliotekernes tilbud flittigt, og mange lokale kulturtilbud til børn er siden udsprunget af børnebibliotekernes virke.
Oplevelsen af en dag på børnebiblioteket er selvfortællende. Ord og tanker hviler i rummet, børnene kravler, står eller – ja – sammen med forældre kravlende eller stående, læsende af børnebøger, eller byggende med Legoklodser. Fremviser en kombination af generationer, der er med til at udvikle barnets selvkontrol. Lægge grundstenen til børnenes begyndende karakter og sociale dannelse i deres egen øjenhøjde.
Alsidigt udbud af aktiviteter
Det er vigtigt at erkende børns stilling i samfundet. Ikke kun et spørgsmål om jura, men at vi voksne vænner os til at se tingene med børnenes øjne og lade dem komme til orde. Derfor er det vigtigt at give børn mulighed for at møde og selv deltage i et bredt og alsidigt udbud af kulturelle aktiviteter. Et udbud, der må være indrettet efter børns forskellige behov og som tager hensyn til det enkelte barns alder og udviklingstrin.
Vi må ikke glemme, at kultur også er samvær, hvor forældre og søskende ofte deltager og dermed gør det til en familieoplevelse.
Velkommen til Børnebiblioteket.
Billederne er illustrationsfoto fra Herfølge Børnebibliotek og selvfølgelig ”knipset” i fuld forståelse sammen med barnets forældre. – Copyright