Der har levet edderkopper på vores planet i millioner af år. Et fossil, der er fundet i Kina viser, at der har levet edderkopper, kaldet gyldne spind-vævere, for 165 millioner år siden.  Datidens edderkopper var noget større end vi ser i dag. De havde en størrelse på omkring 15 cm. fra tå til tå.

Edderkoppens bygning

Danske edderkopper varierer i kropslængde fra under 1 mm til ca. 10 cm. Hunnerne er ofte større end hannerne. Kroppen er delt i forkrop og bagkrop forbundet med en kort, tynd stilk. Forkroppens hud er meget tyk for at beskytte de indre organer og er også fæste for muskler og ben. Edderkoppen har punktøjne. De fleste 8, men andre kun 6, 4 eller 2. Munddelene består af overkæbe og palper. Overkæben har et krumt, spidst ende led, giftkloen.

Edderkopper har 8 ben. De er syvledede og meget forskelligt udformet til gang, spring eller klatring. Foden er forsynet med to eller tre kløer og hos en del arter også med en såkaldt scopula, dvs. en dusk af specielle hår, der gør det muligt at de kan færdes på lodrette vægge og under loftet med ryggen nedad.

Bagkroppens hud er meget tyndere end forkroppens og kan udvides. Det har især betydning for hunnerne, når æggene udvikles og får bagkroppen til at svulme op. På undersiden af bagkroppen findes to par åndedrætsorganer, boglunger. Omtrent midtpå findes kønsfuren, hvor hhv. æggeleder og sædledere munder ud. Længst bagtil findes spindevorterne og gattet.

Sanser.

Huden er rigt forsynet med hår, der i forbindelse med sanseceller registrerer mekaniske påvirkninger, f.eks. berøring, vibrationer og luftbevægelser. På forben og palper er der hår med sanseceller, der reagerer på kemiske påvirkninger ved berøring, svarende til vores smagssans, mens lugtesansen er knyttet til små fordybninger med sanseceller på føddernes overside og på munddelene.

Spindeapparat og spind.

Af de tre par spindevorter er de midterste ganske små, mens de fire andre er betydelig større og bevægelige. På spindevorterne findes de dyser, hvorfra silketrådene trækkes frem. Kirtelsekretet er flydende men transformeres i udførselsgangen til et uopløseligt protein, som en tråd ud af dysen.

Silketrådene varierer i tykkelse fra 0.01 mm til 0,2 mm. Edderkoppernes tråd er betydelig stærkere end silkesommerfuglens tråd. Man har også tidlige søgt at udnytte edderkoppesilken industrielt men har måttet opgive på grund af besværet med at holde edderkopperne i fangenskab.

Gift

Edderkopper har et par giftkirtler, der hos fugleedderkopper er beliggende i overkæbens basisled og hos andre edderkopper strækker sig langt ind i forkroppen. Giftens sammensætning og farlighed varierer fra art til art. Hovedbestanddelen er neurotoksiner, der hurtigt angriber nervevæv i forskellige dele af kroppen og andre enzymer ødelægger vævet omkring bidstedet. Kun få arter er farlige for mennesker. Af edderkopper, hvis bid kan medføre døden hos mennesker, kan nævnes Den sorte Enke. Den lever i tropisk og subtropisk klima verden over. Desuden Kamedderkop, der lever i Sydamerika, og er en ret hyppig gæst i Europa med bananladninger.

INGEN dansk edderkop er farlig for mennesker, og kun et par stykker kan levere et bid, der giver smerte: Rovedderkoppen og Vandedderkoppen.

Føde

Edderkopper er rovdyr, der fanger byttet levende og dræber det med giftkløerne. Byttet er langt overvejende insekter, og edderkopper har stor økologisk betydning ved at konsumere kolossale mængder af insekter. Fangstmetoderne er meget forskellige. Nogen ligger på lur og nogen bygger net. Fordøjelsen begynder allerede i munden. Byttet sønderdeles samtidig med at der gydes fordøjelsesvæske ud over det. De opløste næringsstoffer suges gennem spiserøret ind i tarmen, hvor fordøjelsen afsluttes.

Hannen dyrker usikker sex.

Hos den kønsmodne han er palpens yderste led omdannet til parringorgan. Dette har i sin enkleste form lighed med en pipette med en sædbeholder og et rør til opsugning og udsprøjtning af sæden. Forud for parringen fremstiller hannen et sædspind. Herpå afsætter han et dråbe sæd og fra denne fyldes sædbeholderen

Når edderkoppehannen parrer sig, har han ofte gaver med til hunnen. Et eller andet spiseligt En klump gennemgnasket kød indpakket i spindelvæv. Det er ikke for at være flink, men simpelthen for at overleve.

Mens hunnen spiser den medbragte gave, kan hannen med sindsro parre sig. Hos mange arter har hunnen nemlig den vane at fortære hannen efter endt parring. Som sagt er det ikke for at være galant. Efter parringen kan hannen frit gå videre til en ny hun.

Nu har farlig sex sjældent afholdt nogen, at da slet ikke i edderkoppernes verden. Her er den årlige parring ikke bare forbundet med usikker sex. Når hannen indleder sin jagt på en hun, er det direkte med livet som indsats. At hunnen æder hannen, sker måske i erkendelse af, at hannen alligevel ikke deltager i yngelplejen og derfor har udspillet sin rolle efter parringen. Og derfor kan hunnen lige så godt æde ham.

Yngelpleje

Æggene spindes ind i isolerende og eventuelt camouflagefarvet silke, og ægspindet skjules. Hos nogle edderkopper fortsætter omsorgen. Jagtedderkoppernes hunner bærer rundt på æg og unger i en måneds tid. Hos andre arter lader hunnerne ungerne deltage i udsugning af byttet. Andre arter fodrer ungerne med opgylpet føde, og hos enkelte arter fortærer ungerne den døde hun.

Edderkopper bringer lykke.

Det sagde man en gang.  Især edderkopper med kors på ryggen bragte lykke. Korset er jo kristendommens symbol. Men nu kommer moderne forskning os til undsætning. Edderkopperne spiser nemlig mellem 400-800 millioner tons insekter om året. Insekter ville uden edderkopperne blive en kæmpe plage for vi mennesker, idet mange insekter er sygdomsfremkaldende og mange er skadelige for vores afgrøder. Håbet er, at edderkopperne i fremtiden vil få en større anerkendelse end mange mennesker i dag tildeler de 8-benede insektspisere.

Billederne er illustrations – foto – Copyright