ET LILLE KÆRLIGHEDSSUS

Kære læsere. På en eller anden måde skal man balancere mellem nogle fastlagte og uskrevne regler, når man begynder at skrive om kærlighed, som kan indeholde en masse følelser og ikke mindst bløde tænkende berøringer.

Alligevel har man som skribent lov til at baske med vingerne og starte sin historie, som passer ind i ens opfattelse og tankeforvirring. På en måde ryster man sin egen romantiske pose, forvirrer sig ind i drejninger og vinkler, der retfærdiggør, at den kærlighed man vil berøre, er tæt på ens egne følelser og måske glemte forelskelser, som man en sen aften hiver frem af skuffen.

Kærlighedssus

Mit lille kærlighedssus startede i min egen lille landsby, hvor tågen ofte hang lavt over markerne. Her boede Nils Peter. En pensioneret stationsforstander, der stadigvæk brugte sin tid på at passe og holde øje med, at den nye automatik nu også fungerede på den helt rigtige måde på hans gamle togstation.

Hver eftermiddag præcis kl. 16 satte Nils Peter sig på en af de gamle stationsbænke med en termokande fyldt med kaffe og ventede på, at Anne-Lise, der var byens tidligere bibliotekar, skulle komme. Her i sommertiden bar hun altid en farvestrålende sommer hat, der matchede markernes og skovens forskellige farver.

Der blev sjældent talt om de store ting. De talte om de bøger, hun stadigvæk læste og om stationen, der blev mere og mere nedslidt gennem årene, og byen, der var ved at miste sin gamle værdighed. Men i deres tavse stunder lå en hel opdaget verden, som de endnu ikke havde taget hul på.

Kærlighed er ikke som et stort ur

En dag spurgte en ung togrejsende, der gennem årene havde set dem siddende talende og i tavse perioder. ”Hvad er hemmeligheden bag så lang en kærlighed? Er det en stor romantisk gestus?”

Niels Peter smilede ”Nej” sagde han lavmeldt. ” Kærlighed er ikke som et stort ur, der fortæller tiden om en afgang om dagen – men en station, der er fyldt med små uskyldige tidspunkter af glade og opstemte rejsende, som fortæller om kærlighed ved hvert eneste sekund. Det er som at række ens modpart den anden kop kaffe, før hun overhovedet mærker, hun er tørstig.”

Anne-Lise lagde sin hånd over hans og tilføjede: ”Det er at kende hinandens historie så godt, at men ikke behøver ord for at fortælle den færdig.”

Da solen gik ned, rejse de sig i takt. De havde ikke brug for evigheden, de havde bare brug for det næste sekund, så længe de delte det med hinanden.

Billederne er illustrations -foto – Copyright