“ZARENS DANSKE COLUMBUS” VITUS BERING FRA HORSENS

Jeg må indrømme, at jeg føler et mærkeligt pust i nakken, når jeg skriver om datiden.  Selvfølgelig var datidens mennesker placeret helt anderledes i deres tanker. Det er nok derfor, usikkerheden vælter ind over en og man ikke rigtig kan forstå at placere nutidens tænkning i datidens tankegang.

Ung lille spirrevip

I tankesynet befinder vi os i provinsen, hvor vi samler os omkring en ung lille spirrevip ved navn Vitus Bering, som blev født i Horsens år 1681.

Dengang var byen ramt af en alvorlig nedgang, hvor navnlig havnen og miljøet var i en elendig tilstand. Livssituationen og traditionalisme gjorde, at de fleste var analfabeter, og selvom læsefærdigheden blev mere og mere udbredt og fik sin rigtige gennemslagskraft i begyndelsen1700-tallet, var det kun dem, som havde råd til at betale for materialer, som opnående en skrivende formåen og værdi.

Videre ud i verden

Ja, hvad tænker man som ung mand i en nedslidt købstad, når man i det daglige kun kan kigge op og ned ad den samme hovedgade?  Synet ville have været en flad oplevelse af byens nobiliteter, som lige viste deres kraft og styrke uden at blande sig med byens lavere menneskelige lag.

Vitus Bering, der var født ind i en slægt, som gennem flere hundrede år har talt mange præster og jurister, havde nok flere muligheder end så mange andre unge for at overleve byens mange elendige stopklodser og udviklingsmuligheder. Alligevel var det måske her, unge Vitus Bering fik sine vilde tanker om at fjerne sig langt væk fra den virkelighed, han oplevede, og rejse til hovedstaden for at komme i lære som sømand og komme videre ud i verden.

En Begyndelse

Intet ville være mere fladt end at stoppe tilbageblikket her. Godt nok er Vitus Bering på nuværende tidspunkt et ubetydeligt fnug i historien, men lad os alligevel prøve at tegne et billede af en 14-årig tænkende dreng, der sidder stille og roligt og snitter i en ”kæp”, mens datidens rullende hestekøretøjer gengiver bykernens aktivitet.

Vi ved ikke, om den unge Vitus føler sig fanget i sin egen by og føler, at små oplevelser kan blive til store øjeblikke, når ens tanker i stille stunder får frit løb til at glide uden om byrummets kedelige rytme, fanger en forunderlig, fantastisk og fascinerende verden, der ligger uberørt foran ens fødder og bare venter på at blive udforsket.

Det er måske Vitus’ dna-visioner, der begynder at røre på sig og får ham til, i en meget ung alder, at rejse til hovedstaden for at komme i lære som sømand.

Vitus – Dansk marineofficer i russisk tjeneste

De historiske livslinjer fornægter sig ikke. Det hele er sikkert opbevaret enten i ens egen hukommelse eller familiens. Hvad vi ikke selv kan huske, har vi familiemedlemmerne til at fremføre, så intet er glemt – men når vi historisk prøver at fremkalde Vitus’ ungdomsforløb, må vi melde pas – der var jo heller ikke nogen, som vidste, at det historiske om Vitus Bering først ville få sin lille begyndelse i Amsterdam i 1703, hvor han mødte den russiske viceadmiral Cornelis Cruys, der var født i Stavanger, borger i Amsterdam og på dette tidspunkt en af den russiske flådes skabere.

Det var det bekendtskab og det år, der førte til, at Vitus Bering blev dansk marineofficer i russisk tjeneste og som opdagelsesrejsende senere trådte frem i historien. Han omtales som ”Zarens danske Columbus” og beviste blandt andet, at Asien og Nordamerika ikke er forbundet.

Det smukke ved hele historien om Vitus Bering er, at han efter den ”Store nordiske krig” som han deltog i med hæder, bliver udnævnt af Zaren til at lede den første ekspedition, der skulle finde ud af, om der var landfast forbindelse med Sibirien og Nordamerika.

I 1728 påviste ekspeditionen, at der var et stræde mellem de to kontinenter. Det fik senere navnet Beringstrædet af den engelske opdagelsesrejsende, James Cook, som følge af danskerens bedrift.

”Berings Ø”

Med den sibiriske ishavskysts kulde og is som modstykke, bevæger vi os ind i en ekspedition, der har sigte mod Amerikas nordvestlige kyst – hvor Bering nåede Alaska i 1741. Det smukke og varme ved historien er, at inter er blevet glemt.

Det er hele historien, der har bevæget os. Vi møder et lille ubetydeligt fnug på 14 år i Horsens i slutningen af 1600-tallet – der ikke ved, hvor dedikeret han bliver senere i livet. Fortællingen fanger forståelsen for, hvad Vitus Bering var igennem på sin sidste rejse. Skibet måtte opgives, og besætningen gik i land på en ubeboet og træløs ø, som senere blev kaldt ”Berings Ø”, hvor næsten halvdelen af besætningen, herunder Vitus Bering, omkom.

I tankerne sender vi billeder fra nutidens Horsens af to kanoner fra skibet ”Sankt Peter”, der under stor højtidelighed blev skænket til Horsens Kommune af Sovjetunionen i 1957. De står i Vitus Berings Park.

Billederne er illustrations – foto – Copyright