DANMARKS  LORTETRILLER!

Naturens skraldemand. Skarnbassen er en vigtig spiller i økosystemet. Naturen lukker ned, når det bliver efterår. Trækfuglene flyver sydpå, nogle dyr går i hi, træerne smider bladene og snart bliver her stille.

Men nogen går mod strømmen, nemlig den trehornede skarnbasse.

Skarnbassens anatomi

Skarnbassen er en bille. Den er mellem 14 of 20 millimeter. Den er nærmest sort og meget blank på både over- og undersiden. Og når lyset rammer den, skinner den i blå, lilla og grønne farver.  Dækvingerne er kraftigt længdestribede. Hannen har tre fremadrettede horn. Det har hunnen ikke.

Skarnbassen har som andre insekter, 6 ben. De er lange og ser lidt frynsede ud.  Skarnbassen går ligesom på tæer.

Skarnbassens føde

 Skarnbassen er det, man kalder en nedbryder. Den lever især af svampe, som er ved at rådne. Og så naturligvis gødning fra heste, køer, hunde eller hjorte. Her graver den sig ned. Ikke kun for at skjule sig. En skarnbasse har mange fjender. Men sådan en kokasse er faktisk også ét stort spisekammer.

Formering og yngelpleje

Skarnbassen skal ikke kun bruge hestepærerne eller kokassen som føde til sig selv. Det er også en hule og er spisekammer for larverne, som sikrer næste generation. Efter parringen graver de to skarnbasser en lodret tunnel ned i jorden under kokassen. De graver ned i 30-40 cm dybde, og de laver små sidegange til den lodrette tunnel. Nede i sidegangene lægger hunnen ét æg i hver. Og så begynder et kæmpearbejde for de voksne med at sørge for næste års yngel. Nu skal hele gangsystemet fyldes op med møg, som skal fungere som mad til de små billelarver. De voksne laver små (store) kugler af møg, som bliver transporteret ned i gangsystemet. Der skal være mad nok til at larverne kan ligge og spise hen over vinteren og foråret og vokse sig store, så de er klar til at grave sig op næste sommer og starte deres eget liv som skarnbasser.

Skarnbassens liv

Den voksne skarnbasse lever kun en enkelt sommer, så der er nye skarnbasser, der er kommet op fra deres underjordiske børnekamre, som vi møder hvert år først på sommeren. I slutfasen ender en skarnbasse ofte på ryggen, formodentligt fordi tyngdepunktet tilsiger den stilling. Man ser det samme med humlebier – altså at de findes døde ud på efteråret, uden synlige skader.

Superkræfter

Skarnbassen og gødningsbillen tilhører samme familie. De er virkelig små entreprenører. De er, i forhold til deres størrelse, verdens stærkeste dyr. De kan skubbe lortekugler med en vægt på 1100 gange deres egen vægt. Det svarer til, at en voksen person på 70 kg skulle skubbe 6 dobbeltdækkere, hvilket lyder umuligt. Prøv at tage en skarnbasse i din lukkede hånd og føl, hvordan den kæmper for at komme fri.