Skrevet af: K.R. – Juli 2023/7

KÆRLIGHEDS – FORHOLD

Kærlighedsforhold, der holder eller bliver brudt.

Det handler om dit tilknytningsforhold til dine forældre

Hvis du har prøvet at være ulykkelig over, at du og din partners kærlighedsforhold har udviklet sig til et miskmask af misforståelser og lidelser og har svært ved at forstå årsagen, så er her et bud på noget, du kan være opmærksom på, og som måske kan forklare noget af det.

 Tilknytningsmønstre i din opvækst – kan sætter sig i dit nervesystem 

Det handler om det tilknytningsmønster, dine forældre magtede at give dig, især i dine første leveår. Og med tilknytning menes den følsomme og omsorgsfulde måde dine forældre møder dine behov på som helt spæd, men selvfølgelig også gennem resten af din barndom, som kan blive fundamentet for din stemning i livet.

3 forskellige typer af tilknytning

Sikker tilknytning

Første kategori omfatter lidt groft sagt ca. 50 % af befolkningen i vesten.

Dine forældre eller omsorgspersoner opfyldte dine nonverbale behov på en sensitiv måde især i begyndelsen af dit liv. De læser dig og opfylder dine behov. Det giver dig tryghed og giver dig en sikker tilknytning senere i livet til f eks en partner og i andre relationer. Du bliver god til at omgås andre mennesker på en naturlig måde og har det fint med nærhed og dialog.

Undvigende tilknytning

Ca. 25% vokser op med forældre, der ikke er særlig gode til at tage vare på det lille barns behov. Så barnet vokser op og forstår, at nu må jeg må klare mig selv. De udvikler en stor selvstændighed, men bliver ikke gode til at sætte ord på deres følelser. Og har behov for at være sig selv og holde en vis afstand til en partner.

Ængstelig, ambivalent tilknytning

Ca. 25% vokser op med forældre, der nogle gange opfylder barnets behov udmærket, men andre gange slet ikke. Det bliver svært for barnet at regne ud, hvornår de får nærhed og hvornår de bliver afvist og må klare sig selv. Dette mønster sætter sig som angst i barnet og betyder, at tætte tilknytninger bliver forbundet med angst. Tør ikke stille krav, da de kan være forbundet med afvisninger.

Partnervalg

Hvis 2 sikre mennesker møder hinanden bliver det fryd og gammen. Måske ikke så spændende, men de er gode til at få opfyldt deres drømme sammen, gode til dialog og forholdet holder længe, måske hele livet. Tiden går ikke med konflikter og de har som regel ikke problemer med at kærligheden svinger lidt op og ned.

Kombinationer

Hvis 2 undvigende mennesker møder hinanden, bliver det svært for dem. De er begge meget selvstændige, og når relationen bliver for tæt, trækker den ene eller den anden sig og oplever, at de bliver kvalt i forholdet! Sådanne forhold varer ikke så længe.

Men der er en del af de undvigende typer på datingmarkedet, fordi de har brug for tæthed og nærhed i deres liv, men det bliver tit for meget og så må de trække sig. De er ikke gode til at løse konflikter eller snakke om følelser.

Modsat – hvis 2 ængstelige mennesker møder hinanden, fungerer de som regel godt sammen og har en god fornemmelse af, hvad den anden føler og tænker. De er gode til dialog og til at snakke om følelser med hinanden og er åbne for hinanden. De har nogenlunde samme behov for nærhed, er forstående for den andens behov for tryghed.

Den svære kombination er, hvis en undvigende og en ængstelig person danner par. De kan ikke give hinanden det, de hver især har brug for. Den undvigende har også brug for kærlighed, men angst for nærhed, så når det bliver for meget, trækker de sig. Den ængstelige har brug for nærhed, lider og føler sig forladt, når den undvigende trækker sig. Så den undvigende trækker sig, når det bliver for meget og den ængstelige har meget brug for nærhed.

Dialog

Redskabet til at få det til at fungere hedder dialog. Men det er jo ikke en lettelse, hvis man ikke kender årsagen til problemerne.

Ved erfaringer og bedre forståelse af egne mønstre, kan man arbejde sig op til ”såkaldt fortjent sikker”, en slags niveau over sikkerheden fra barndommen.

Illustrations-foto /Copyright