Skrevet af: Suzanne Bang – 2024/10

BRANDE – EN PALET I FARVER

Langsomt kommer jeg ud af Morfeus arme – slår øjnene op til et fantastisk farveorgie.

”Drømmer jeg – eller er jeg vågen?” – Det er ikke baronens seng, jeg er vågnet op i men i en seng på et helt unikt hotelværelse på Art Hotel. Her i mit værelse har kunstneren leget med forskellige former og stærke farver – det er et fantastisk syn, og jeg bliver længe liggende under den varme dyne og betragter og tager kunsten til mig.

Visionære fik ideen

Men der er så megen kunst i denne by – ja, det er Brande, jeg taler om. Jeg skynder mig at få en kop kaffe og på med traveskoene og så ud at opleve byen, som byder på så meget– gavlmalerier og Street Art.

På min vej møder jeg farverige gavlmalerier – nogle helt tilbage fra slutningen af 1960érne, hvor nogle visionære mennesker fik ideen. Det faldt ikke i helt god jord hos mange af byens borgere – men da Brande blev Årets By i 1969 faldt tvivlen bort og godt for det.

The Dream

Flere af gavlmalerierne får stærke følelser frem hos mig bl.a. ”The Dream” malet af en ukrainsk kunstner. Historien fortæller, at han skulle komme og male netop som krigen brød ud mellem Ukraine og Rusland i 2022. Først fik han ikke lov at rejse ud af landet, da han var i den våbenføre alder – men til sidst fik han bevilget 2 dage til projektet og det blev til et spændende motiv, malet i Ukraines farver.

Alice i Eventyrland

Alle farverne og tankerne har det med at forsvinde fra min farvepalet når man møder det foruroligende store gavlmaleri ”Alice i Eventyrland” Oplægget var egentligt H.C. Andersens ”De røde sko” – en skrækkelig, dramatisk historie, som kan få én til at græde som pisket – men her endte det med ”Alice i ” – og det er ikke mindre foruroligende – hun kigger på mig med sine store øjne enten jeg går til venstre, til højre eller står midt for – i dette Trompe l’oil maleri.

Stort værk på mange måder.

A wonderful life

Efter at have taget luft ind runder jeg lige en smal gang mellem to huse og her bryder latteren frem. 3 ældre herrer knokler og dyrker motion på deres egen helt grinagtige måde, medens vagabonden ligger og betragter dem – ” A wonderful life”– en kunstner med stor humor.

Traveskoene fører mig op til Torvet, hvor Street Arten blomstrer – internationale kunstnere fra hele verdenen har skabt motiver i 3 D. Jeg taber kæben og fotograferer på livet løs – her er motiver, som både er tænksomme, kloge og fantasifulde.

Blå farver giver ro og balance

På min tur rundt i Brande tænker jeg på de ildsjæle, som gennem tiden har været med og er med til at skabe byens rum til noget helt specielt.

Træt i fødderne returnerer jeg til det smukke Art Hotel, hvor forskellige kunstnerne har givet hvert sit værelse sit helt eget unikke præg.

Jeg pakker min taske og siger farvel til mit farvestrålende værelse, som gav mig god søvn og karma.

Næste gang jeg kommer – og det gør jeg – så vil jeg prøve værelset med de mange blå farver – det giver ro og balance.

Tak til Brande – en lege by i farver.  7.500 indbyggere og stor kunst i det åbne rum.

Billederne er illustrationsfoto – knipset af skribent og fotograf Suzanne Bang – Copyright

Faktaboks: Der afholdes Street Art Festival hvert år.

Art Hotel Dalgas