MIN FREMTID!

Væggene var tynde, og pladsen var trang. Tiden og omgivelserne havde ikke forandret sig gennem årene. Nattens drømme var blevet klippet over samme tid: hver morgen kl. 05:45.

Stilheden var mærkbar og mine lidt forvirrede øjne søgte nogle holdepunkter i det lille hummer, som jeg gennem årene kunne kalde mit kollegieværelse. Væggene var piv tynde og pladsen var stadigvæk trang, og alt, hvad der skete med det modsatte køn på de få kvadratmeter, vil jeg kalde forståelsessex – ikke dermed sagt, at væggene kunne fortælle om vilde oplevelser. Det, der fyldte og fortalte om virkeligheden, stod i hjørnet. Virkelighedens ”element ” skrivebordet, der var dækket af skitser, noter og en lille bærbar computer, der indeholdt en masse forløsende ord, der skulle bære fremtiden.

Ak-ja. Mine 24 år var allerede tynget af en fremtid, jeg ikke rigtig havde fået fat på endnu. Jeg var godt klar over, at jeg skulle knokle derudaf for at få fat på den fremtid, jeg ikke rigtig kendte til endnu – min forståelse for omgivelserne var faldet til nulpunktet – jeg var klemt inde mellem storbyens skygger, der bestod af havregryn og leverpostejmadder. Folk derhjemme havde godt nok sagt, at jeg skulle tage det roligt ” Du er ung – du har masser af tid”. Tiden ja- den var svær at forklare – storbyen havde en tidsfaktor, der bevægede sig hurtigt og var svær at følge med eller fange.

Morgenvinden var skarp på S-togperronen, og synet havde ikke forandret sig siden i går. De fleste pendlere stirrede tomt ud i luften eller ned i deres telefoner med deres trætte øjne. Smilet hos de forskellige var ikke indbydende. De fleste havde nok i sig selv.

Jeg selv var i en helt anden verden. Det var ikke en helt almindelig dag. Klokken 10:00 skulle jeg pitche – (digitale koncept) – ja den var svær, ikke – men ganske enkelt. Min fremtid stod på spil – jeg skulle holde en kort, præcis og overbevisende præsentationstale for den ledelse, jeg var ansat i for at komme videre i systemet og møde den drøm, jeg havde i tankerne.

Presset var mærkbart, sug i maven – sikkert også hos de andre fremmødte, der også havde en urokkelig tro på, at netop deres koncept indeholdt de ord, som fremtidens generationer ville udvikle sig efter.

Fremtiden, tanken, forløsningen – tre små ord – der skulle udvikle sig og bruges under fremlæggelsen, vinklen på indledningen var delt op – roen var samlet op, computeren var tændt og koblet til projektoren, og jeg fornemmede med det samme, at drømmen nærmede sig. Fremtiden var i bevægelse igennem en strøm af retvisende ord. Dermed forstod jeg, at vinklerne på mit oplæg havde en underbyggende forståelse, og at jeg havde ramt de tanker, som lå ledelsen nærmest.

Dagen var blevet en anden. Solen var ved at gå ned over byens tage og farvede himlen orange, kontrakten var underskrevet og der var afsat midler til at føre projektet ud i livet – jeg vidste godt, at der var hårde og stejle dage forude. Men nu, lige nu, vidste jeg – at jeg var på vej.

Billederne er illustrations – foto – Copyright