SYGEHUSETS VENTEVÆRELSE

Det var en af de tunge dage – hver onsdag skulle jeg en tur på hospitalet og gennemlyses, som jeg kaldte det. Det var for svært og lidt for kringlet at fortælle om, hvad der virkelig skulle ske – derfor var det nemmere at bruge sætningsbilleder, som folk kunne forholde sig til.

Venteværelset havde sine egen udtryk. Uret på væggen havde sin egen lyd. Det kunne tikke helt vildt, og næsten i et provokerende tempo.  Da der ikke var samtaler patienterne imellem, var det den tikkende lyd, der fyldte venteværelset. De tre personer var ikke mange – det var måske en af de gode dage, hvor man kom hurtigt ind og ud – men lad mig først lige have lov til at præsentere de andre ventende. Manden i den farverige jakke i det fjerneste hjørne sad hele tiden og kiggede på sit prangende ur. Den højre fod prøvede vildt at følge med urets tikken. Han lignede plat og nøgler. For hvert andet minut sukkede han dybt, som om hans tid var mere værdifuld end andres.

Kvinden med strikketøjet havde placeret sig midt i lokalet. Hendes pinde klikkede i takt med uret – ak ja – det så mærkeligt ud – men hun virkede fuldstændig upåvirket af den mærkelige tik-tak, som jeg kunne høre. Fascinationen af den strikkende dame med de roterende strikkepinde var lidt af et problem for min tænker. Man fik den fornemmelse, at for hende var rummet ikke spild af tid, men et sjældent frirum, hvor ingen krævede noget af hende.

Den lille dreng, som sad på første række, havde man fornemmelse af, at han overhovedet ikke mærkede tiden. Han var fuldt optaget af at køre med en lille rød legetøjsbil med små stille brummelyde og dytten i en hvisken for ikke at forstyrre omgivelserne.

Pludselig gik døren op. En sygeplejerske trådte ind med et venligt smil og kiggede på sin opkalder liste. Manden med den mærkelige jakke rettede sig op og kvinden lagde strikketøjet til side.

”Bjarne” sagde sygeplejersken

Den lille dreng droppede den røde legetøjsbil, hoppede ned fra stolen og tog sin mor – kvinden med strikketøjet – i hånden, og manden, med den farverige jakke, sank sammen i stolen og kiggede modløst op på det tikkende ur på væggen. Ventetiden var forbi for nogen, men kun lige begyndt for andre.

Billederne er illustrations – foto – Copyright