Skrevet af: A.H. – 2023/8
DEN NØGNE SANDHED
Tankerne om ens person kan på mange måder drejes og fortolkers i alle de retninger, vi har lyst til. Vi nyder jo oplevelsen af det at betragte eller være betragter. Livet i en nøddeskal kan forstås enkelt eller problematisk, men under bevidstheden ligger der en og lurer og hvisker os i øret, at vi skal forholde os flydende og ikke mindst nydende.
Livet indeholder masser af elementer. Vi skal være vågne og meget nærværende til det kropslige og holde en god form. Livet handler på ingen måde om at få stillet diagnoser eller behandlet skavanker, hvor selvbevidstheden indeholder vores egen lille diagnose om os selv. Vi er godt klar over, at vores krop gennem årene har ændret sig, men ikke til den forkerte side. Når vi kigger os selv i spejlet, kan vi nyde et kropsbillede, der har været aktiv og i bevægelse. Livet har formet os, og vi kan se et billede, som er fyldt med livslinjer, smil og tanker om alle de oplevelser, som vi har i vores indre.
Som det moderne, tænkende menneske i samvær med andre mennesker, er det ikke kun vores egen krop, der har betydning. Hvorfor skal vi ikke tage vores egen kropsbillede med ud og vise den frem? Hvorfor skal vi fornægte et spejlbillede, som vi holder af? Vi er ikke afhængige af spejlet eller spejlstadiet – men vi fornemmer i vores eget spejlbillede en autoritet, der bobler af livsglæde og vi nikker godkendende tilbage til os selv og glæder os over, at vi ikke skal leve op til datidens misforståede kropsidealer.
Dårlig moral om anstændighed
Denne balance, denne tanke, som skal holde os flydende og ikke mindst nydende, er pist væk. Omgivelserne taler, uden at vi selv tænker. Vi må ikke udvise uanstændighed eller anstødelig opførsel, men hvornår er det? Er det, når vi smider tøjet og viser hvordan vi ser ud, at vi forulemper andre eller vækker offentlig forargelse, fordi vi ikke ønsker at deltage i misforståede kropsidealer? Kan man ikke dreje tænkningen hen i den retning, at man godt kan være anstændig selvom man er nøgen? Ja den moral – den menneskelige balance er lidt at en nød, der kan knækkes på mange måder.
På en måde er det superdejligt at elske sin krop, uanset hvordan den ser ud. Problemet er, at det gør vi bare ikke, før den er anerkendt af andre.
Den nøgne frihedsoplevelse
Det statiske spejlbillede har haft en overbevisende virkning. Du tør godt at sætte din krop fri. Du tør godt at smide tøjet og optræde naturligt i større forsamlinger. Selvom du føler dig utrolig sårbar, er du klar til at møde andre nøgne mennesker uden de fordomme, som påklædning skaber.
Det er så enkelt. Kroppen skal ikke bare opfattes som et seksuelt redskab. Du ønsker at fornemme og opnå den totale oplevelse af frihed. Der er intet at skjule.
Den farlige tanke kommer først, når du mærker utilfredsheden med din krop. Det er først her, dine tanker begynder at gå i selvsving. Du siger pænt nej tak til fælles arrangementer eller andre positive aktiviteter, der måske kunne rette op på din nedtur.
Selvværdet under prøvelse
Det statiske spejlbillede af dig selv er begyndt at snyde dig. Du er begyndt at sammenligne dig selv med andre. Du sukker efter en flad mave, uden at tænke på, at du har mange andre værdier, der kan erstatte en flad mave. Nøglen til at slutte fred med dine tanker og den misforståelse, der er opstået i dit sind, er at slutte fred med din krop og prøve at finde ud af, hvad den har brug for. Du skal en tur tilbage til spejlet og se på dig selv igen. Kassere dine sammenligningstanker og træne dig selv i at tænke anderledes for at højne dit selvværd igen. Husk på, det er omgivelserne, der har fået dig til at se håbløs ud i spejlet. Du må ikke give efter for din destruktive side. Selvfølgelig kan du tillade dig at være lidt kritisk – det er vi alle – men dit selvværd kan bygges op igen med små øvelser i trygge rammer – med at vise din krop.
Billedmaterialet er illustrationsfoto / Copyright