EN LILLE HISTORIE OM VORES EGERN “EJGIL” SOM VENTER PÅ FORÅRET!

Der er ingen tvivl om, at foråret har sine egne små hemmeligheder. Denne vinter har været ekstra slem og har holdt sit faste greb længere end normalt. Men lad os prøve at bevæge os længere ind i skoven, hvor sneen stadigvæk ligger pletvis. Luften er endnu skarp og bidende.

Men i den gamle krogede bøgeskov ventede vores egern ”Ejgil” utålmodigt. Hans vinterforråd var næsten sluppet op. Reden var stadigvæk varm og tør. Alligevel ventede han, som mange andre af skovens dyr, på det første strejf af sol og varme.

Men en morgen kunne ”Ejgil” egern mærke, at luften var blevet en smule anderledes. Den var ikke varm, men den var heller ikke isnende kold. Den lugtede af jord og små løfter om, at vejret var ved at slå om.

Højt oppe over ”Egil” egerns hule vågnede ”Bella” ugle, blinkede og smagte lidt på luften. ”Kan du mærke og føle det?

Den er her.””Hvem! Hvad! Hvor! Bella?” hviskede ”Ejgil” nede fra bunden af træet, samtidig med, at han tjekkede, at bæveren ikke kunne høre dem.

”Forårets første træk, min lille underbo ”svarede Bella ugle. ”Den er stille og diskret, men den kommer altid, når den sidste frost giver slip. Se der”

Bella slog sine store vinger helt ud og pegede mod skovbunden. Tæt ved foden af den store bøg, var et lille spinkelt grønt skud brudt igennem det visne løv. Det var ikke meget større end Ejgils lille tå, men spidsen bar en tøvende, hvid knop.

Ejgil glemte alt om nødder og susede ned af træstammen, spændt og fuld af ærefrygt. Han genkendte den tøvende, hvide knop, Vintergækken.

Som så mange andre og lange vintre skete der noget magisk. Solen brød igennem de tunge grå skyer, og det første varme sollys ramte skovbunden. På den bare jord begyndte brune kviste og små grene at glimte, og selv den frosne jord syntes at blive en smule anderledes grønt.

En fugl, som Ejgil ikke havde hørt hele vinteren, udsendte et jubelfløjt fra en gren lige oven over. Det var ikke et varsel, men en bekræftelse på, at foråret var på vej.

Ejgil krøllede sin hale sammen af bare lykke. Foråret havde sine egne små hemmeligheder. Den hviskede sin kommen en lille smule ad gangen. Men når vintergækken nikkede, og lærken sang, så vidste man, at foråret var på vej.

Og for lille Ejgil var der tid til at begynde forfra!

Billederne er illustrations – foto – Copyright