kLAPHAT OG PØLSEMIX PÅ HOVEDBANEGÅRDEN

Undskyld er der optaget! – Forsigtigt kiggede jeg over glasset. En halv kraftig mand belæsset med pølser kiggede på mig. Fortvivlet kigger jeg på det lille runde bord for at regne ud om der var plads til den halvkraftig mand med et læs pølser og brød, som var sjasket til med ketchup og sennep. Vil du lige passe på min pølser? – jeg fik ikke min øl med – spørgsmålstegnet kunne ses! Og min første tanke var at manden var ”idiot” – Jeg kunne i min vildeste fantasi ikke regne ud, hvem der ville prøve at stjæle hans overfyldte pølsebakke.

Sendt til tælling

Roderiet med pølsesvingeren på hovedbanegården kunne jeg måske have undgået, men nogle dage forinden var jeg blevet sendt til en speciallæge i psykiatri, der skulle vurdere et begyndende roderi, der var opstået mellem ørerne. Bevares. For mig en lille forbigået forvirring, men den tanke var så let, at den kunne flyve.

Med et dybt suk læner jeg mig tilbage i den dybe lænestol i konsultationsværelset, som var totalt lydisoleret. Måske skulle jeg dele mine forbigået forvirringer med en smart psykolog/ psykiatriker. Overraskende nok viste det sig at være en spinkel, meget bestemt lille jernlady i 40-årsalderen, som ville fortælle mig, at jeg ikke havde det alt for godt, og krævede min indlæggelse med det sammen. Ak ja – ville jeg køres derned eller kunne jeg selv klare turen til Dianalund, som var en lettere psykiatrisk afdeling, der på ingen måde var afskrækkende, nærmere et lettere ferieophold på 14 dage.

Med lad os komme tilbage til nutiden ”Hovedbanegården” Selvom jeg havde fået nogle luftige tanker efter nogle kraftige morgenpiller, havde jeg efter nøje beregninger tilrettelagt hele turen, planen var klar, en enkelt over Holbæk til Dianalund, toget ville ankomme på spor 8 med afgang kl. 11.04 – sådan.

Forvirringen begynder

Forvirringen opstod først, da den halvkraftige mand med alle sine pølser havde placeret sig ved mit lille runde bord i afgangshallen. Hvorfor ventede han ikke med at tale, til han havde tygget af munden? Den halvkraftige mand var en stor forvirring – opgivende kiggede jeg på min øl, en halv tilbage – sluge den kunne jeg ikke – kors i skuret hvor havde jeg prøvet at drikke en øl hurtigt. Problemet var, at jeg ikke kunne få adamsæblet til at fungere hurtigt nok. Det hele endte med at øllet sprøjtede ud i lokalet. Hvis jeg gjorde det nu, ville det gå ud over den pølsespisende. Det var ikke nogen utilfredsstillende tanke. Jeg begyndte at smågrine ved tanken.

Panik på perron 8

Endelig på perron 8. Nu var der tid til at slette det forbigående rejserod med pølsesvingeren, men hvad var nu det? Der skråt til højre, en medpassager.  Det ville være lidt frækt, hvis det var pølsesvingeren, som skulle med samme tog. Kiggede han på mig? Men hvorfor skulle han kigge på mig? Et kort smut med øjnene og jeg havde fokus på mig selv. Sporty hvide benklæder, blå kortærmet skjorte og afstemt cardigan. Ja, jeg kunne være tilfreds med mig selv. Ifølge brochuren fra Dianalund var det jo nærmest en lille ferie. Bare uden pas. Alt var perfekt.

For skørt

Hvad var det? Der skråt til højre. Kiggede han på mig? Men hvorfor skulle han kigge på mig? Alt var perfekt. Det var måske alligevel pølsesvingeren, der havde lusket sig ind i min synsvinkel. En meget kedelig detalje, hvis det var rigtigt, Hvordan var det nu, han så ud? Tag dig nu sammen, mand. Det var jo ikke mere end 10 minutter siden, du havde stået over for ham. Jeg begyndte at granske min hukommelse efter noget synligt. Samtidig med, at jeg sagte trippede små atletiske bevægelser, op og ned, prøvede jeg at dreje mig ubemærket i retningen af de stirrende øjne, men ikke nok. Kunne stadigvæk ikke få fokus på lureren. Koldsveden begyndte at få et mærkelig fremspring, en hurtig drejning. Nu gik det stærkt mellem ørene. Måske lidt for stærkt – puha- det hele var lidt for skørt.

Ny verden

Noget stærkt og meget anderledes følelse stansede mig. Var det angsten, men for hvad? En tilfældig medpassager, eller var det nu også? Ja, hvad var det – Jeg var lammet.

Mine atletiske bevægelser havde bredt sig. Hele kroppen begyndte at vibrere. På en eller anden måde måtte jeg gøre dette vibreringsproblem latterligt. En eller anden, måske en non- figurativ person, havde ubevidst fået tanke-skovlen under mig og forstyrret min ellers perfekte tankegang. Det hele var ved at blive totalt latterligt.

Hvad er det, jeg står og laver? Hold op nu. Ikke flere atletiske bevægelser – puha koldsved igen. Jeg er ved at panikke, da jeg ser lyset, Lyset fra – toget, lang ude i den mørke tunnel. Mit tog kommer nærmere og nærmere, med en større og større lyskegle. Tænk på toget, tænk hele tiden på toget. Langsomt glider togstammen forbi, uanet ser jeg ind i en ny verden. Stadigvæk mangler den statusperspektiver. Jeg er nu klar over, at det at komme til Dianalund var længere væk end først tænkt.

Billederne er illustrations-foto fra forskellige banegårde – personerne er på ingen måde blandet ind i min lille historie 😊- Copyright