Kære læsere.  Julen har mange små bankende hjerter og måske små piblende tårer – Vi skal lidt tilbage i tiden. En anden forkrøblet tidsalder, som vi ikke rigtig forstår i dag. Men kære læsere. Lad os forestille os, at vi bevæger os ind i en lejlighed uden julelys – eller håb.

Vinterkulden bed i kinderne i den lille by. Sneen dækkede de brostensbelagte gader med et tykt, hvidt tæppe, og julelysene glimtede i hvert et vindue. Men der var et sted, hvor hjertevarmen ikke var nået til endnu. I en af byens ældste, mest ydmyge lejligheder, sad der en ældre dame, Maren, som følte sig koldere indeni end udenpå.

Maren i den lille lejlighed havde altid elsket julen. Hun havde været bager i byen de sidste 50 år og havde fyldt byens hjem med duften af kanel, nelliker og friskbagte klejner. Men i år var det anderledes. Hendes mand var gået bort tidligere på året, og nu, for første gang, skulle hun holde jul alene. Lejligheden føltes stor og tom, og selvom der var et lille grantræ ovre i hjørnet, manglede det gnisten.

Undskyld Frue

Men en eftermiddag ganske få dage før jul, bankede det forsigtigt på hendes dør. Udenfor stod en ung mand, som hun kendte ganske godt. Det var Valdemar, ejeren, af den lille antikvitetsbutik overfor, og han så nu en smule nervøs ud.

”Undskyld frue” sagde han samtidig med at han skrabede sneen af sine støvler, ”Jeg ved godt du er meget optaget, men jeg har hørt fra nabokonen, at dit komfur er gået i stykker. Jeg ved at dit komfur er en gamle model med et meget unikt rør, og jeg har måske tilfældigt sådan et rør liggende bag i min butik, som vil passe til din ovn.”

Den ældre kvindes øjne lyste op. Hun var godt klar over, at uden et fungerende komfur kunne hun ikke bage – ikke engang til sig selv. Hun lukkede den unge mand ind og sammen gik de ud i køkkenet for at måle, om det gamle antikke rør vil passe ind i komfuret. Og langsomt begyndte de at tale sammen.

Julen er rettet

Maren fortalte om sin mand og om den ensomhed, hun følte ved tanken om juleaften. Valdemar lyttede tålmodigt. Han fortalte, at han selv var flyttet til byen for nylig og ikke havde nogen familie i nærheden.

Da komfuret endelig kom til live igen, med en varm beroligende glød, kiggede Valdemar på Maren.

”Det her kan kun blive en vinder”, sagde han og smilede.

”Åh tak, sagde Maren med tårer i øjnene. Du har reddet min jul. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke dig”.

”Jamen jeg har faktisk en ide. Jeg har en and i min fryser, og jeg må indrømme, at jeg er en forfærdelig kok, og jeg skal nok holde jul alene, og jeg ved, du er den bedste bager i byen. Hvad siger du til, at jeg kommer herover juleaften? Jeg tager anden med – og du kan vise mig, hvordan man laver en rigtig julemiddag. Altså hvis du har lyst til selskab juleaften.”

Den bedste julegave

Den ældre kvindes hjerte begyndte at smelte. Tanken om latter, duften af god mad og en anden person ved bordet var alt, hvad hun kunne ønske sig.

”Tak, sagde hun med et varmt smil, der nåede hendes øjne. Det er den bedste julegave, jeg kunne ønske mig”.

Juleaften var den lille lejlighed som forvandlet. Omgivelserne var badet i et gyldent skær. Komfuret brummede tilfreds, og der duftede af andesteg, brunede kartofler og en masse pebernødder. Valdemar havde en flaske rødvin og en gave med. Et smukt, gammelt juleornament formet som en bageovn, som han havde fundet i sin lille butik.

De spiste og lo og delte deres historie ud til sen aften. Maren fortalte historier fra sine år i bageriet, og Valdemar fortalte om sine eventyr med at finde sjældne antikviteter. Da det lille juletræ blev tændt i hjørnet, lignede det ikke længere et ensomt træ. Det udstrålede et træ med en masse tegn på håb, varme og nye venskaber.

Denne lille historie har sin egen sande magi, som kun opstår i de øjeblikke, man deler og fylder kolde hjerter med varme og forståelse og udtrykker, at tingene kan ændre sig, når man deler sin næstekærlighed med omgivelserne.   

Billederne er illustrations – foto – Copyright