LILLE “PIPFUGL” HVAD NU?

Luften over landsbyen var blevet trist og grå. December var ved at spinde sit spind, og selvom sneen endnu ikke var faldet, havde den første skarpe frost strammet grebet om landsbyen.

Vores lille naturhistorie har her i begyndelsen sin egen lille drejning. Men lad os komme i gang og følge Anna på syv år, som denne morgen havde klare øje som iskolde morgenstjerner. Hun stod ved køkkenvinduet og betragtede baghaven. Den plejede at summe af liv – spurve, mejser og andre store og små fugle. Men nu var jorden blevet hård som sten, og de små fugle sad sammenkrøbne og pjuskede i de nøgne buske.

” Åh nej”, sagde Anna med en lille rynke i panden, ” De fryser, og de finder ingen ting at spise. Alt er gemt væk”

Annas familie var en familie med varme hænder og en forkærlighed for naturen

” Du har ret, skat. Den mørke tid er hård ved dem. Vi må holde vintergæstebud for vores små venner.”

Samme eftermiddag gik hele familien i gang. De fandt et gammelt slidt fuglehus frem fra skuret. Det trængte godt nok til en kærlig hånd. Anna malede taget lysende rødt, mens hendes far hamrede et solidt stolpehoved fast.

”Fuglene har brug for energi, Anna,” forklarede hendes far, mens han blandede en særlig blanding i en stor skål. ”Fedt er som en varm jakke for dem”

De smeltede kokosfedt og blandede det med solsikkefrø, havregryn og et par rosiner – den helt store delikatesse. Anna formede små kugler af blandingen, som de forsigtigt hængte op i træerne og lagde ud i det nymalede fuglehus.

”Så! Nu kan de holde varmen, selv når sneen kommer”, sagde Anna stolt.

De næste par dage skete der ikke ret meget. Fuglene var sky, men sulten vandt til sidst. Først kom de små, modige mejser og spiste hurtigt fedtkuglerne. Så kom spurvene i en stor, snakkende flok. Nu manglede bare Annas yndlingsfugl, den sorte solsort. Han var stor og sort som et stykke kulsort fløjl med et næb, der lyste gult som en solstråle. Han var den sidste, der turde nærmer sig.

En eftermiddag, da Anna sad i vinduet med sin bog, så hun ham. Han hoppede forsigtigt hen til foderbrættet, hvor han fandt en dejlig saftig rosin. Han kiggede op, som om han takkede, og begyndte at spise.

Pludselig, i den kolde mørke eftermiddag, begyndte solsorten at synge. Det var ikke en fuld forårssang, men en blød klar melodi, En lille julesang bare til Anna og hendes familie.

Anna lo og klappede i hænderne ” Han synger” råbte Anna, ”Han har fået varmen”

Fra den dag var solsorten en fast gæst. Han og hans venner fyldte baghaven med liv. Annas familie sagde ”Se Anna. Selv i den mørkeste tid, kan vi bringe lys og liv frem. Det handler bare om at dele det, vi har med dem, der har brug for det.

Og sådan blev Annas lille vintergæstebud en tradition i omgivelserne. Alle lærte, at selv en lille smule fedt og et par frø kan betyde forskellen mellem liv og død. Og at den bedste belønning for at hjælpe, er lyden af en glad solsort, der synger sin sang, selv når verden er dækket af frost og mørke.

Husk nu – Det er måske ikke kun fuglene – der trænger til en hjælpende hånd i denne tid!

Billederne er illustrations – foto – Copyright