Skrevet af: A.H. – 2024/7

SANDKORN SKRIGER TIL HIMLEN OM DØD

Jeg bevæger mig med bløde tænkende skridt hen over fintfølende sand – bevægelser der har den dybeste respekt for det, der skete netop på denne strand – en ganske almindelig strand i Normandiet og dog, en strand hvor de mange forskellige sandkorn skriger til himlen om den død og ødelæggelse strandens sandkorn blev inddraget i den 6. juni 1944.

Det tænkende flagrer mellem ørerne på en når man spørger sig selv hvordan den sorttænkende ideologi kunne få så stor magt over mennesker der kun ønskede et liv som indeholdt at tænke frit, og være lidt mere end sig selv.

Sorte ideologier i Europa

Som den nulevende bevægende jeg mig sagte hen over det blodrøde sand – jeg fornemmer sandets knudrede sammentrækning der ikke er fortællende, men alligevel udtrykker at der har været stor adskillelse mennesker imellem. Sorte ideologier i Europa havde gennem årene overtaget frihedselskende menneskers tanker, der i sin helt enkle form elskede sin næste med det forbehold, at få lov til selv at tænke, elske og være sig selv.

Demokrati, frihed er ikke kun for den enkelte – Det var måske den tanke ”Benjamin” på kun 19 – år havde fra Bronx – New York, da han meldte sig til den amerikanske hær, som befrier af de sorte skyer over Europa. Hvad han ikke vidste var at han ville blive en af de første der mødte og oplevede et helvede den 6.juni den morgen på Omaha Beach.

Slaget om Normandiet var i gang.

Det menneskelige fortaber sig når man er i berøring med Omaha Beach – stilheden, tristheden træder i forgrunden selvom de lokale klipper hæk og former et liv i nutiden – selvom kysten er en skønhed, når tidevandet har trukket sig tilbage, og åbner op for en lækker gylden strand, forsvinder idyllen – tanker, lysglimt af død og ødelæggelse træder ind som en kølig vind når man står foran mindesmærket til ære for de mange soldater der mistede livet på Omaha Beach den 6. juni – 1944.

Vi ved at Atlanterhavets turkisblå farve forsvandt den morgen og blev blodrødt. Historien er så stor når man skal fortælle om ”Bloody Omaha” at den ikke må forlade vores tanker. Selvom vi skal tænke næsten 80 år tilbage er vi nødt til at sprede vores tak til en masse fredselskende familier og mennesker, der uden tøven og forbehold lod deres unge sønner deltage i kampen om Normandiet.

Kampen for et frit Europa

Der var ikke meget der gik som planlagt den morgen ved Omaha Beach. Der var heftig søgang og tusindvis af allierede soldater stod tætpakkede i de gyngende landgangsbåde i tæt krydsild mellem krigsskibenes byger af kanonkugler og tyskernes uafbrudte salver fra maskingeværer i løbet af den morgen ville de første 2.000 mand lade livet i kampen for et frit Europa.

Det var samtidig det sted med de dårligste geografiske betingelser på hele invasionskysten. Stranden er på begge sider omgivet af høje klinter, hvorfra det er muligt at beskyde kysten. Tyskernes besættelse af strand var den kraftigste af alle invasionsstrande, og tyskernes ildkraft ved Omaha var den største på hele invasionskysten.

Efter tanke

Kan vi nu tillade os at forlade historien, slå tænkeren fra og sige til os selv, at det var jo dengang for mange år tilbage, kan vi lukke for den stilhed der har omsluttet vores tanker, forlade det metalliske mindesmærke der ligner store englevinger, kan vi med god samvittighed forlade stranden, hvor vi historisk ved at der døde mange unge amerikanske soldater den morgen for vores skyld og som kræver vores allerstørste respekt.

Kan vi forlade vores 19-årige ”Benjamin” fra Bronx – New York uden at vide om han var kommet levende ud af den tætpakkede landgangsbåd og levende op på stranden, eller var han i desperation hoppet over bord i stedet for at forlade fartøjets front.

Vi ved at de overlevende kæmpede sig frem gennem et hagl af maskingevær og granatild, og de overlevende søgte desperat dækning bag forhindringer. Riffelskytterne fra kompagni A, der ikke var i stand til effektivt at slå tilbage, faldt i sønderskudte dynger.