ENSOMHEDEN PÅ 2 SAL!

Ak ja – det hele var brudt sammen. Oles hjerne og synsvinkler var brudt sammen – billedet var hver dag det samme. Himlen og jorden havde de samme farver alt efter årstiden. Denne verden havde besluttet sig til at gå videre uden ham, og på en eller anden måde var hans lejlighed på 2 sal blevet et museum af fravær!

Stilheden

Billeder af en smilende familie, en dejlige kone og voksne børn, alle sammen med deres eget travle liv, stod på klaveret og mindede ham om en tid. En tid, hvor stilheden ikke var den eneste beboer.

Morgenmaden – Havregrød

Dagene var uden vekselvirkning. Det hele var blevet en stor gentagelse, selvom vækkeuret ringede kl. 07, var Ole stadigvæk ikke klar over hvorfor det skulle ringe kl.07. Derfor havde han heller ikke for vane at stå op. Det første, han tillod sig selv, var, at lade blikket fare rundt i soveværelset lige for at se, om det hele havde samme plads som i går.

Det kunne jo godt være, at der i løbet af natten var sket små forandringer, men nej, desværre – det ville blive den samme surdej. Morgenmaden var altid havregrød i den samme mængde, ovenikøbet tilberedt i den samme gryde – derefter var det vinduet for at følge med i det begyndende gadeliv, par som hastede forbi hånd i hånd, barnelatter og unge mennesker med skoletasker.

Ligegyldighed

Ole fornemmede deres travlhed med en blanding af misundelse og ligegyldighed. Hans livs handlingen var for længst afsluttet. Det hele var blevet forbandet mørkt i hans sind år tilbage. Nu var han blot blevet en gadekigger, hvis største begivenhed var at vande den enlige stueplante i vindueskarmen. Oles tid var tung og fraværende. Naboerne hilste aldrig. Måske var det hans egen fejl. Han hilste jo aldrig tilbage, Stilheden var gennem årene blevet hans eneste og mest betroede ven. Der var intet, der kunne slå stilheden i stykker.

Måske næste dag – anderledes!

Når aftenen langsom faldt på, og mørket overtog gaden, rejse Ole sig stivbenet fra lænestolen. Han trak gardinerne for, ikke for at beskytte sig mod nysgerrige blikke, men for at lukke den livlige verden ude. Tilbage i sin seng lukkede han øjnene, og håbede på, at den næste dag ville være anderledes, men inders inde vidste han, at den ville blive præcis som i dag.

Endnu en side i hans liv kunne rives ud som ubetydelig. Den selvfikserede bog indeholdt en historie om en mand, der havde glemt sig selv og tiden og som langsomt ville forsvinde fra omgivelserne som ubetydelig.

Billederne er illustrations – foto – Copyright