Skrevet af: Bertha Grønning. – 2024/12
KATTEJAMMER OG KÆRLIGHED
Som guddom eller symbol har katten været æret af de gamle egyptere og af forskellige folkeslag i Asien, og den bliver stadig højagtet i Indien og Japan. I Egypten trådte den tamme kat for første gang frem i kunsten og i religionen i gudinden Basts træk. Hun fremstilles enten i dyrisk form eller oftere med kvindekrop og kattehoved. Det er symbolet på den moderlige og ømme kærlighed, mens Sakhmet, gudindeløvinden med kvindekrop er den opslugende kærlighed, den ubønhørlige lidenskab. Da de to begreber kompletterede hinanden, opstod en vis sammenhæng mellem de to guddomme.
Gudinden Bast repræsenterede frugtbarhed, erotik og beskyttelse ved svangerskab og fødsel. Da erotik er forbundet med musik, blev hun også forbundet med musik.
Kattene blev ofte balsameret og omviklet med mumiebind, når de døde. Nogle af de således mumificerede katte blev begravet i sarkofager, der var formet som en sammenkrøben kat. Man har fundet i tusindvis af rester i underjordiske grave.
Kattecharme
De fleste mennesker har det sådan, at enten holder de meget af katte, eller også kan de slet ikke lide dem. Der er ingen mellemvej. Katte er i besiddelse af en egen skønhed. En stille, smidig styrke, som man ikke finder hos andre dyr. Samtidig er de meget trofaste dyr. Bliver de af en eller anden grund skilt fra det menneske, de føler sig knyttet til, viger de ikke af vejen for de største besværligheder og kan tilbagelægge store strækninger for at blive genforenet. Hunde er støjende og kræver opmærksomhed, medens katten er tilfreds med blot at være i sin ejers nærhed. Alligevel er den fjern, uafhængig og uransagelig, En kats milde blik på sin ejer afslører intet om dens tanker.
Tilhørsforhold
Katte er medlemmer af kattefamilien. Her bruges betegnelsen tamkatte, som alle tilhører arten Felis catus. Tamkatte kan træffes overalt, hvor der bor mennesker, hvis fodring eller efterladenskaber de oftest er afhængige af. Målrettet avl har siden midten af 1800-tallet givet ophav til en mængde former og varianter, hvoraf nogle i dag anerkendes som særlige racer.
Katten kommer til Danmark
Kattens udbredelse i Asien kan dateres 4000 år tilbage. Man mener, den kom til Danmark omkring år 200 e.v.t. Det var især jordbrugerne, der havde nytte af katten, da den holdt bestanden af mus og rotter effektivt nede.
Udseende
Tamkatten vejer typisk mellem 3-6 kilo. Visse racer som Maine Coon kan dog opnå en vægt på over 11 kg. En gennemsnitlig kat måler 23-25 cm i højden, 46 cm fra snudespids til den bageste del af kroppen og har en hale på ca. 30 cm.
Katte er tågængere og har et sæt kløer på hver pote. Men til forskel fra andre pattedyr går katten ”girafgang”. (den flytter først begge ben på den ene side og dernæst begge ben på den anden side). Denne gangart gør katten hurtigere og gør det muligt at snige sig ind på et byttedyr. I fuld fart kan katten opnå en fart på næsten 50 km/t, hvilket bl.a. muliggøres af den fleksible rygrad, der trækker sig sammen og strækker ud under sprint.
Den vilde kat lever af, hvad den kan fange i naturen af mus, rotter og småfugle. Tamkatten er også vigtig på landet og i byerne, da de også fanger mus, selv om de bliver fodret. De har stadig deres jagtinstinkt.
Formering
En kat føder levende unger, killinger, op til tre gange om året, og er drægtig i ca. 9 uger. Et kuld består typisk af 3 – 7 killinger og kan have forskellige fædre
En kat bliver typisk 14-16 år gammel, men 19 – 20 år er ikke usædvanligt, når man passer godt på dem. Den ældste kat menes at være blevet 38 år
Adfærd
Hvorfor ælter min kat? Når du nusser med din dejlige kat, kan den begynde at ælte dig som om du var en bolledej. Men det er blot et tegn på, at den har det godt og er tryg hos dig, og at den faktisk gerne vil have, at du fortsætter med at nusse den.
Det er lidt det samme, når den spinder. Det er også et tegn på, at den er tryg hos dig og har det godt.
En kat spinder ved, at der pga. en automatisk nerveimpuls sker en vibration i struben, og når luft passerer, laver det en lyd.
En kat spinder for at skabe tryghed for sine killinger, sig selv og sine omgivelser. Det påvirker også menneskekroppen. Jeg elsker min kat højt i disse øjeblikke. Det sænker også kolesteroltallet og blodtrykket, virker beroligende og giver en bedre vejrtrækning samt fremmer heling af knoglebrud og skader på muskler.
Folklore
I de nordiske myter omtales katten kun få gange. Frejas vogn blev trukket af to katte. Op gennem middelalderen blev katte i Europa forbundet med ondskab og sortekunst. og sorte katte blev anset for særlig ulykkesbringende. Hekse gengives ofte sammen med katte, og der kendes eksempler på, at katte er blevet dødsdømt og henrettet efter gældende lov.
Katte har gjort deres indtog i eventyrene. De fleste kender vist Den bestøvlede kat, musen Jerrys modpart, Tom og den underskønne Garfield.
Billederne er illustrations – foto – Copyright