RØVERE – SALMESANG OG GODTFOLK

Lad os prøve at ryste den historiske pose godt om grundigt – og hvis vi gør det på den helt rigtige måde, havner vi på Fyn. Nærmere i datidens Vissenbjerg med en historie om Røvere – Salmesang og Godtfolk.

Ja kære læsere. Det lyder vildt, men de tre ord er blandet på kryds og tværs ind i hinanden. For ca. 800 år side var der skov og atter skov mellem Middelfart og Odense. Det er lidt svært at forstå, når vi i dag kører rundt i det samme landskab og oplever et mere eller mindre barberet landskab – selvfølgelig skal vi i nutiden følge udviklingen.

Røverne i Vissenbjerg

Men udviklingen vil vi ikke blande ind i denne historiske fortælling. Vi skal tilbage til røverne, salmesang og godtfolk. Der er vildt mange beretningen om røverne i Vissenbjerg – der mere end noget i fortiden gjorde sognet landskendt. Men lad os få en lille idé om, hvad der gjorde denne egn til et berygtet område. – Landskabet i området er højt og bakket og havde et vildt og ufremkommeligt præg. Røverskoven strakte sig over et meget stort areal på Fyn, fra Odense til Gelsted og fra Kattegat til Verninge.

Ja ”De Vissenbjerg røvere”

Man mener, at historien skal, fører helt tilbage til vikingetiden. Ligeledes fortæller sagnene, at røverne skulle stamme fra svenske soldater, der var undsluppet fra slaget ved Nyborg 1659, men det har måske heller ikke sin rigtighed. Selvom røveriet florerede kraftigt på det tidspunkt og svenskerne var den angribende part, var de kloge nok til at holde sig væk fra Vissenbjerg sogn. Det lyder mere sandsynligt, at myndighedernes ukloge dispositioner i det 11. århundrede har været medvirkende til at øge rekrutteringen af røvere. Det fremgår, at hvis man forbrød sig groft mod loven, blev man udstyret med et skib (så man kunne blive sørøver) eller en hest, så man kunne ride ind i landets indre og slutte sig til røverbander.

Rå og ubarmhjertige

Der er ingen tvivl om, at mange af de beretninger, der har verseret i og omkring Vissenbjerg sogn, har sin rigtighed, og at røverne også opererede uden for selve sognet, nemlig i hele skoven fra Middelfart til Odense. Vej forholdene var dengang yderst uheldige for rejsende. Den mest lige vej mellem de to byer førte lige igennem Vissenbjerg, og det fortælles, at røverne havde gravet dybe gange under landevejen, hvor der i gangene hang klokker, som ringede hver gang, nogen kørte over i hestevogn.

Historien om de rå og ubarmhjertige røvere, som holdt til i røverskoven omkring Vissenbjerg, var datidens eksistenser, der var kommet i konflikt med samfundet, desertører fra krigstiden, småforbrydere, lommetyve og svindlere, som i dagligdagen udplyndrede folk, og for hvem tilværelsen var gået imod. De søgte mod de gode skjulesteder i Røverskoven, hvor de mente, at de let kunne klare sig igennem tilværelsen.

Selvstændigt retsområde

Sagnet fortæller også, at lokale beboere stod bag ”røveruvæsenet”, og at man delte rovet og holdt hånden over hinanden. Det skulle være årsagen til, at man ikke havde nogle direkte beviser mod røverne. Dette kan i og for sig underbygges af den kendsgerning, at Vissenbjerg sogn i lang tid var et selvstændigt retsområde, og at en lokal mand var dommer. Det kan i den forbindelse nævnes, at fra den periode er der ikke bevaret en eneste retsprotokol.

En meget stor del af befolkningen i området var fattige løsarbejdere eller subsistensløse, der kun havde arbejde i den tid, hvor man gravede tørv. Derfor var det naturligt nok at drive lidt røvervirksomhed i den øvrige del af året.

Men lad os nu holde hovedet koldt – det har uden tvivl været et mindretal, der var røvere, enten helt eller delvis. Flertallet af befolkningen har levet et lovlydigt liv, hvilket skulle fremgå af alle forhåndenværende kilder. Der er intet bevisligt mod røverne og deres virke. Selvfølgelig ikke, da der jo ikke er bevaret en eneste retsprotokol fra perioden.

Billederne er illustrations-foto / Copyright