Skrevet af: A.H. – 2024/5

“MIT HJERTE ALTID VANKER” SALMEN ER SKREVET AF BRORSON I 1732

Jeg må indrømme, at jeg nogle gange føler mig bevæget og oplever en indre ro, når jeg besøger de mange forskellige byer i udkantsdanmark – i sig selv er det et mærkeligt ord, men nogle gange kan man fornemme, at byen taler til en og byder en velkommen. En sådan by er Tønder, der ligger i den sydvestlige del af Danmark, ikke mange kilometer fra Vadehavet.

Kulturperle-Vadehavet

Mange kender sikkert Tønder, som ligger direkte ud til Vadehavet, hvor den danske del blev optaget i Verdensarv Vadehavet i 2014. Landene samarbejder blandt andet om naturovervågning og beskyttelse. Ingen andre stedet i verden findes et så forskelligartet og dynamisk landskab med talrige levesteder, som kontinuerligt formes af vinden og tidevandet.

Tænkepause

Hans Adolph Brorson, som var den yngste i en drengeflok på tre, voksede op i datidens trygge rammer på præstegården i Randerup. Allerede her fornemmer man, at opvækstårene med undervisning af egen huslærer, havde det ene formål, at Brorson skulle bestå studentereksamen på Ribe Katedralskole og senere fortsætte til København for at studere teologi.

På en eller anden måde fornemmer man, at datidens forældre, og nogle af nutidens forældre, har den samme tankegang. Måske ikke så forudbestemt – men uden fornemmelse for, at en forkert drejning i studieopholdet kan få det hele til at ramle sammen.

Det fortælles, at Brorson i årene 1712 til 1716 følte sig alt for meget inspireret af andre. Det blev forvirringens tid og år, der resulterede i en sjælelig krise, som betød, at han forlod universitetet uden afsluttende eksamen og vendte tilbage til Sønderjylland.

Den sjælelig krise, som var opstået, vækkede Brorsons trosliv. Bøn og åndelige betragtninger gav ham forståelse for den sande kristendom. Efter han havde taget den teologiske embedseksamen i 1721, blev han tilbudt præsteembedet i Randerup, som han modtog i 1722.

Kirke-kultur og sanselig oplevelse

Tønder er meget andet og mere til, som jeg vil tage op i den næste artikel, men lad os prøve at vokse op med datidens Kristkirken i Tønder – og historien om salmedigteren, præsten og biskoppen Brorson, som blev den 3. præst ved kirken. De to andre præster betjente det tyske borgerskab, Brorsons arbejdsopgave var at prædike på dansk for tjenestefolk ved den tidlige gudstjeneste og betjene bedehuset i Emmerske, som bønderne søgte.

Men lad os blive mere fortællende om Kristkirkens ydre og indre, som er lidt af en oplevelse. Det er en af de kirker i Danmark, der er rigest på gammelt inventar. Det økonomiske grundlag for det overdådige udstyr, der overvejende stammer fra slutningen af 1500-tallet til lidt ind i 1700-tallet, var byens korn- og studehandel, som dengang var byens hovedindtægtskilde, men det sociale element fornægtede sig ikke i byen. Senere bestræbte de førende købmænd og kirkens gejstlighed sig på mere velgørende formål – som hospital – alderdomshjem -kombineret med Vajsenhus, hvis bygninger stadigvæk kan ses i Østergade.

Brorsons tanker flyder rytmisk

Oplevelserne kan selvfølgelig være forskellige, men Tønder har på en eller anden måde forskydning i sin egen ramme. Bybilledets forskellige hjerterum fastholder en. Man bevæger sig i dens cirkler, nyder øjeblikke sammen med de mennesker man møder, og blikket falder ikke uden for rammen. Alt det betyder noget for ens sanselige oplevelser af byen.

Brorson siger, at vi skal tage temperaturen på vores sjæl og se, at vi ikke har noget af prale af over for hverken Gud eller mennesker.

Det er måske det grundelement, som tønderborgerne lever og efterkommer.

Brorsons tanker og ord flyder rytmisk og naturligt, snart intimt hviskende, snart fortroligt samtalende. Den tilsyneladende kunstløshed er netop resultatet af hans bedste kunst.

Med lad mig være helt ærlig – jeg kan på ingen måde retfærdiggøre i min lille artikel alle detaljer omkring Brorson. Jeg kan kun håbe på, at læseren selv arbejder lidt videre – det er ikke nogen dårlig historie.

Billederne er illustrationsfoto – Copyright