Skrevet af: A.H. – 2023/4

      DEJLIGE DANMARK “VALLØ SLOT”

Pigen fra Egborg Dansk film fra 1969

Sjovt nok – når man skal begynde en historisk fortælling, er man nødt til at ”pifte” sig selv lidt for at få den bedste indledning. Selvfølgelig ved jeg, at nogle historier kan være møgkedelige – men denne lille opmærksomhed, som hedder Vallø Slot – har historien, statussymbolet og de nødvendige og ikke mindst de rigtige kulisser.

Olsen banden ser rødt

Der er sikkert mange, der har hørt om det slot, vi nu skal ned og besøge, men for dem, der skal have hjælp til at få den lille klokke til at ringe, kan jeg fortælle, at slottet har været kulisse i nogle af Danmarks bedst indspillede film bl.a., kan nævnes ”Olsen banden ser rødt” hvor scenen med den store middag med Buster Larsen som chefkok, blev filmet i slotsgården. Tidlige har slottet lagt kulisser til filmene ”Gertrud” som blev indspillet 1965 og ”Pigen fra Egborg” som er fra 1969.

Vallø Slot.  En gave til omgivelserne

Vallø Slot, hvis historie rækker helt tilbage til 1300-tallet, er opført som en mægtig renæssancebygning i 1580. Den smukke arkitektoniske bygning er en gave til omgivelserne og er med sine to tårne en synlig viden om et storslået herregårdslandskab ca. 7 km syd for Køge. Slottet er omgivet af en stor park, som hører til en af landets smukkeste herregårdshaver.  Parken, som strækker sig over 15 ha, er opbygget i engelsk landskabsstil med store plæner og mange grupper af gamle træer.

Jomfrukloster for ugifte adelsfrøkner

Det meget store gods har i årene fra 1737 til 1976 dannet grundlag for landets mest markante adelige jomfrukloster. Det er en smuk historie, som har udviklet sig fra 1500-tallet til nutiden – men for at få opfattelse af et adeligt jomfrukloster i Danmark – skal vi bruge det rigtige statussymbol med de helt rigtige kulisser og en smuk beliggende arkitektonisk slotsbygning. Derfor blev det ”Vallø Slot”.

Det er vigtigt, at vi får begyndelse af historien med om den danske adel og deres problemer. Derefter er vi nødt til at springe nogle hundrede år frem. En af datidens katolske middelalderlige klostres funktioner var at optage ugifte adelsfrøkner.

En stor del af nonnerne dengang var damer af adelig herkomst, som forældrene ikke kunne eller ville gifte bort. Meget ofte af store økonomiske årsager, da medgiften ved indgåelse af ægteskab i middelalderen og renæssancen var en særdeles kostbar udgift. De piger, der ikke var udvalgt til ægteskab, blev ofte sendt i kloster, allerede inden de var teenagere.

16 adelige aner

Selvom Valløs oprindelse går tilbage til 1300-tallet, er vi kommet frem til den 28. november 1737, hvor dronning Sophie Magdalene opretter Det ”Kongelige Frøichen Stift Walløe” og den 14. maj året efter 1738 indvies stiftet ved en stor højtidelighed på Vallø. Det var hensigten, at dette kloster skulle overgå andre jomfruklostre i prestige. Dronningen var overdirektrice, abbedissen skulle være af gammel fyrstelig slægt og dekanessen af grevelig slægt. Desuden måtte de 12 stiftsfrøkener, hvoraf tre skulle være kongelige hofdamer, kunne dokumentere deres 16 adelige aner.

Tilbage til nutiden

Ja den historie – men virkelighed er der. Fundatsen blev Kgl. Konfirmeret den 17. marts 1976 med virkning fra 1. april sammen år. Stiftet skiftede navn til ”Vallø Stift”. Indskrivningen af adelige døtre ophørte, men de hidtil indskrevne beholdt retten til hævning og, efter tur, bolig på slottet. Stiftets boliger er efter den nye fundats også åbent for enker eller fraskilte.

I 2004 blev der atter åbnet for indskrivning, så historien lever videre på Vallø Slot. Der er i dag 22 stiftsfrøkener, som alle blev indskrevet før ændringen af fundatsen i 1976, men efter genåbningen i 2004 er mange flere døtre af den danske adel, som er blevet indskrevet.

Vallø Slot er ikke kun en historisk kulisse, men et sted der bruges og hvor livet leves.

Efterskrift:  Jeg ville aldrig have haft en jordisk chance for at skrive om Vallø Slot, hvis jeg ikke havde lånt bogen, der fortæller om den danske adel, afsnittet ”Forsørgelse og statussymbol” og ”Vallø Stift for adelige frøkner”. Man kan tænke, hvad man vil – men for mig var det en oplevelse at læse år tilbage og ikke mindst frem. Jeg vil selvfølge beklage, at jeg ikke kan få alt det historiske med – men måske skulle I selv se og nyde Vallø Slot 7 km fra Køge.

Illustrations – foto af Vallø slot og park omgivelser