Skrevet af: A.H. – 2024/3

BLYANTENS MAGISKE STREG

Farverne og blyanten ligger foran mig. Hvor er jeg henne i livet? Har jeg forstået at udtrykke mine tanker rigtigt over for mine omgivelser eller er jeg blevet misforstået? Kan jeg tegne mig til den forståelse, som jeg har svært ved at udtrykke

Det er en tanke, som indeholder mange fine nuancer, som på samme måde har særlige egenskaber som hver af de blyanter, som ligger foran mig og kan gengive mine visioner på papir.

Tegning er vitaminer

Det er en situation, en teknik, som kaldes automattegning, hvor det spontane billede fra underbevidstheden kommer frem. I automattegning lader man blyanten tegne frit hen over papiret. Man skal ikke tænke over noget særligt motiv men bare slippe fantasien løs. Tegning er vitaminer – tid til at slippe fantasien løs og en måde at fortælle historie på. Vi kan tegne det, vi ser, og det vi forstiller os, men vi kan også tegne ting, som slet ikke findes i virkeligheden. Vi befinder os i en verden som indeholder kantede eller bløde streger, hvor hver streg indeholder en særlig rytme og bevæger sig i alle mulige retningen.

Du er i en begyndende kunstnerisk proces, hvor du i kunstens ånd slipper fantasien løs og bliver budt op til en dans, som danner ramme om et særligt rum for sanselighed, kritik og erkendelse. Kunsten og kulturen gør, at vi dannes, mødes og sanser. Vi er med i et blomstrende kulturliv, der kan spire ud til alle sider i samfundet og skabe empati og forståelse mellem mennesker. Vores magiske streger på papir giver os mulighed for at vokse som mennesker og som samfund.

Kreativitet og nuet

I kunstens ånd handler det om at eksperimentere og skabe. Vi kan ikke fornægte, at højre hjernehalvdel er adgangsbilletten til dine kreative essenser og til en skøn, befriende oplevelse for at være max levende i nuet med åbne sanser, så du kan skabe levende tegninger. Croquis-tegning er en af de vigtigste discipliner inden for tegnekunst og design. Det er gennem studierne af den nøgne form, at du lærer menneskekroppen at kende, som den ser ud. Når du tegner croquis, handler det i høj grad om at se forbi dine fordomme om, hvordan menneskekroppen ser ud, og i stedet lade din skitse bero på de former, du kan iagttage. Du vil opleve at du i begyndelsen tegner ud fra din egen forestilling og ikke ud fra, hvad du ser.

Det er derfor, at tegning efter en levende model er mere lærerigt end at tegne stilleben, blomstervaser eller frugtskåle – Du vil lære at abstrahere fra din forestilling og udelukkende fokusere på former, omrids og samspil mellem lys og skygge. På den måde får du den mest vellignende skitse, og du styrker samtidigt samarbejdet mellem to hjernehalvdele.

Samfund – kunst og kultur

Selvom det er en lidt vovet påstand, er vores samfundsglæde afhængig af kunst og kultur. Kulturlivet er nerven i vores fællesskab, og det er forudsætningen for en stærk sammenhængskraft. Vi har brug for et blomstrende kulturliv, der kan spire ud i hele samfundet, give os mod og fantasi til at løse mange af de udfordringer, vi står over for. Kunsten og kulturen har naturligvis sin egen værdi og berettigelse, men vi må ikke underkende al den værdi, som kunsten også bidrager med til samfundet.

Livsglæde, kreativitet, læring og dannelse. Der er brug for et kunst- og kulturliv, der udfordrer og sætter spørgsmålstegn ved det etablerede, og som kan være med til at sætte ord på nye veje mod det bæredygtige, levende og nysgerrige samfund.

Forside Foto – fra Lise Grastrup “The Highlight Studio”. / copyright

Hertil kommer andre illustrationsfoto – copyright