CELLE SELVMORD OG FORFALD

På en eller anden måde gælder det om at få så mange med i de historier, der udkommer i 1848.dk – selvfølgelig kommer der nogle kiks – eller historie, der hælder så meget i sværhedsgrad, at man bliver lidt forpustet.

Men uanset hvilke vinkler vi prøver på at bøje, vil vi altid bevæge os i den historiske øjenhøjde, hvor alle har mulighed for at følge med.

Kære læsere. Det er her vores lille historie begynder – Hvor er vi henne – hvor er vi på vej hen og hvilken værdi har historien?

Vi skal bevæge os igennem vores hjerne, der består af millioner af hjerneceller, der er smukt forbundet med hinanden. Disse celler kaldes neuroner. Desværre er det modsat hos en hjerne med begyndende Alzheimers. Her er hjernen rodet til med en masse senil plak og sammenfiltrede nerveceller, det har en så forstyrrende effekt, at hjernen på sigt kan udvikle forvirring, desorientering og dårlig dømmekraft.

Det er Alzheimers, historien handler om. Jeg vil prøve, med stor forsigtighed, at bevæge mig sammen med den etablerede videnskab ind til de neuroner, som sidder et sted inde bag ørerne og som lider en stille kvælningsdød. En død, der kommer så stille og så snigende, at det må være neuronerne, der selv sætter gang i processen, som fører til deres egen undergang.

Et molekylært mord eller selvmord, der ikke advarer om, hvad der sker, før neuronerne er døde.

Et tilbageblik

” Jeg var glad for min by – kendte veje, gader og alle de smutveje, der kunne føre mig rundt i byen.  Det hele var blevet en fast bestanddel i mit univers – jeg var velorienteret og gennemtænkende, huskende og opmærksom. Gennem alle årene havde jeg med lethed bevæget mig igennem bybilledet på mange forskellige måder. Der var intet i min optik, der kunne ryste min stedsans.

Jeg havde godt nok efterfølgende mærket små forskellige svingninger i min hukommelse, men havde ikke tillagt det opståede nogen særlig opmærksomhed – alle kunne glemme – eller ikke huske, hvad de skulle hente eller hvor tingene var blevet lagt efter brug – Jeg tillagde det med et smil, at det kunne være et lille aldersproblem. Eller måske lidt stress relateret”.

Det var tankerne efterfølgende, at jeg var frosset fast til fortovet 150 meter fra mit hjem. Jeg befandt mig pludselig i en tom, intetsigende verden. Tanker cirkulerede hurtigere og hurtigere rundt uden at finde sin plads. Det hele var uden mening. Mærkelige gadenavn dukkede op, navne, som jeg ikke kendte.  Hvor var jeg?  Der var intet i intetheden, jeg kunne fokusere på.

Jeg kunne ikke huske, jeg var frosset fast til fortovet, men jeg kunne fornemme, at jeg var bange for at bruge mig selv, En begyndelse til det ukendte var sat i bevægelse og jeg kunne mærke, at sveden og panikken bredte sig til hele kroppen. Jeg vidste ikke, hvor jeg var.

Hvor lang tid jeg stod i den ukendte verden, er jeg ikke klar over – men lige så hurtigt den tanketomme intetsigende verden ramte mig, forsvandt den igen, alle kendte gadenavne og omgivelser fortalte, at jeg kun var 150 meter hjemmefra.

Afviste begyndende symptomer

Grundelementet i den menneskelige byggeklods er begyndt at vakle. Vores høje intelligens eller manglen på samme, har ikke mere nogen betydning. Jeg har oplevet et tomt intetsigende univers, som ikke kan forklares med få ord. Jeg har overset, at livet har mange forskellige drejninger, oplevet små smil i mine tanker om, at de små første symptomer, som jeg fejlagtigt havde tilskrevet som almindelige skavanker, eller alders- eller stress relateret.

Sygdommen Alzheimers havde selv åbnet døren til mit indre. Jeg havde bevidst gennem de sidste måneder afvist et begyndende hukommelsessvigt og problemer med at finde ord. Flere navne, som jeg kendte godt, var også visket af tavlen. Mine neuroner havde sendt mig til tælling med en tilstand, som ville forværres og trække mig længere og længere væk fra min familie, arbejde og det samfund, jeg havde placeret mit liv i.

Forskerne fortæller

Men lad os lige prøve at håndtere diagnosen, før jeg helt forsvinder. Videnskaben fortæller, at den lille vidundermaskine, vi har mellem ørerne, konstant udskiller affaldsstoffer. Når vi lukker øjnene hver nat for at sove, går hjernen i gang med at rense sig selv for at gøre klar til næste dag. Denne lille tekniske hjernedetalje gælder bare ikke, når sygdommen er brudt ud, men tilsyneladende allerede, før det går galt.

Forskerne ved, at der er en sammenhæng mellem ophobning af affaldsstoffer – proteinstoffer – i hjernen og demenssygdommen Alzheimer.

En teori går på, at hjernen genkender stofferne som fremmedlegemer, men har svært ved at komme af med dem. Hjernen reagerer måske ved at udvikle en form for inflammation, som et sår, der bliver betændt, og det kan være, at det er den betændelse, hjernen blive syg af hos folk med demenssygdomme – Hvorfor ophobningen sker, ved man ikke.

Billederne er illustrations – foto – Copyright